Evaluering af projektet

I nedenstående har jeg samlet mine tanker om brugen af Twitter i undervisningen i en 8. klasse. Artiklen har været bragt i magasinet Liv i Skolen udgivet af VIAUC.

Sig det med 140 tegn

I 8. b på Langsøskolen i Silkeborg er der ingen, der holder sig tilbage, når klassen analyserer Helle Helle- og Naja Marie Aidt-noveller, for her har Smartphonen og Twitter afløst håndsoprækningen.

Vi kender det alle: Facebook-siden, der hurtigt bliver lukket ned, når læreren nærmer sig, den mere eller mindre diskrete operation af smartphonen bag penalhuset eller under bordet, mens læreren gennemgår lektien eller filmen ruller. Og læg dertil diverse konflikter, hvis ophav kan spores tilbage til beskeder, billeder, interaktioner på Snapchat, Facebook, Instagram, Ask.fm og alle de andre sociale medier, der er så essentielle i kulturen lige nu. Velkommen til klasseværelset anno 2015.

De sociale medier er tilstede i undervisningen, hvad enten vi vil dem eller ej, og det kan være nærliggende at forsøge at komme dem til livs – og dermed som lærer dømme sig selv til et evigt Sisyfos-arbejde – eller i den anden grøft at lukke øjnene og lade som om de ikke findes. Ingen af disse positioner kan siges at være hensigtsmæssige.

En tredje vej

På Danmarks Læringsfestival i 2014 stiftede jeg bekendtskab med Jesper Tække og Michael Paulsens Socio Media Education Experiment gennem deres oplæg: Bryd den sociale arv med sociale medier. Her placerer de rammerne for en undervisning med de sociale medier et sted mellem forbud og ligegyldighed, og mener dermed, at de sociale medier kan være med til at hjælpe især den svageste gruppe elever til at skabe gode læringsnetværk. Oplægget satte ord på noget, jeg længe havde gået med tanker og oplevelser omkring – at bevidst brug af sociale medier kan være med til at give især de svageste elever i en klasse en stemme.

Vel vidende, at Tække og Paulsens forsøg var gjort i en gymnasieklasse, og dermed ikke har umiddelbar transferværdi til en folkeskoleklasse, hvor dannelsesopgaven er en anden, mente jeg alligevel, at ideerne med enkle modifikationer også kunne give mening i en grundskolesammenhæng. Udgangspunktet var derfor, at undersøge om inddragelsen af de sociale medier i undervisningen kan være et aktiv i skolens mere formelle læringsaktiviteter, og dermed være med til at kvalificere den uformelle læring, som sker gennem elevernes brug af de sociale medier i deres fritid. Der har dermed ikke været tale om en if you can’t beat them, join them-tilgang, idet en sådan position vil have de sociale medier og ikke elevernes læring i centrum, men derimod en tilgang, der anerkender, at de sociale medier kan være betydningsfulde arenaer i elevernes læringsprocesser.

Vi havde allerede haft gode erfaringer med både blogs og Facebook i undervisningen på 7. – 9. årgang, så skridtet var ikke så stor til at prøve kræfter med at anvende sociale medier ud fra en mere målrettet didaktisk optik. Et projekt blev beskrevet, og søsattes ved skoleårets start i en 8. klasse med 28 elever.

Projektets pædagogiske vision har fra starten været, at eleverne gennem inddragelse af de sociale medier oplever:

  • at være aktivt bidragende
  • at den interne deltagelse bliver styrket, når alle kan svare og alle kan diskutere
  • at feedback og feedforward-processer kan ske i den kontekst, hvor der arbejdes
  • at skellet mellem “virkeligheden” og skolen bliver nedbrudt
  • autentiske læringsmiljøer

Vi havde et særligt fokus på Twitter, idet Twitter også ville bringe en mulighed for at komme ud i ud- og indland med spørgsmål, kommentarer og perspektiver på begivenheder i verden omkring os, både i sprogfagene og i samfundsfag.

Et analyserende kollektiv

Vi fik ret hurtigt succes med Twitter i danskfaget, hvor platformen især kom til at fungere som en positiv udvidelse af klassesamtalen. Hvor der det tidligere ikke var unormalt, at det kun var de samme 4-5 elever, der af sig selv bød ind i klassesamtalen, oplevede vi pludselig, at samtlige 28 elever havde noget på hjerte, når bare de kunne få lov at levere det på Twitter. Til spørgsmålet på skole-hjem-samtalen om, hvordan det kunne være, lød svaret fra en dreng: ”Det er bare meget nemmere at finde ud af, hvad man skal sige”. Det opleves tilsyneladende også lettere, at kommentere de andres bud, når det foregår på Twitter, og ikke i den traditionelle klassesamtale, og dermed kommer dialogen ikke kun til at foregå mellem lærere og elever, men også mellem eleverne indbyrdes.

Fra et lærersynspunkt har det været godt at opleve, at de mere stille elever kommer til orde, idet det er så let at tolke elevers passivitet i klassesamtalen som, at de enten er uengagerede eller simpelthen ikke forstår teksten. Gennem projektet her er det blevet tydeligt, at formen – at række hånden op i klassen, og komme med sit bud – ikke altid får guldkornene frem hos de mere passive elever, men, at det ikke må forveksles med, at de ikke er der.

Den succes som enkelte af de mere tilbageholdende elever har fået ved at opdage deres egne buds ligeværdighed mellem de andre klassekammeraters på Twitter har yderligere bevirket, at nogle faktisk har fået mere tro på, at de også har noget kvalitativt at byde ind med i et fortolkningsfællesskab, så springet til også at byde ind i den rene mundtlige form, ikke længere opleves som stor.

 Show, don’t tell

Den relativt store succes med at anvende Twitter som samtaleplatform i dansk, gav mod til at udforske mediet i andre retninger i danskfaget også, og jeg (selv aktiv på Twitter), var faldet over en gryende Twitter-genre, hvor twitterbrugere bruger mediet til at formidle små korte historier, der holder sig inden for de 140 karakterer, som er rammen på Twitter. Jeg fandt, at #TwitterFiction-genren var spændende, og da vi i forvejen ofte arbejder med det litterære kneb, show, don’t tell, tænkte jeg , at de kunne være sjovt at prøve om Twitter-historier kunne øve eleverne i det kneb. Jeg satte følgende mål op for forløbet: Du skal lære at bruge sproget til at vise stemninger, følelser, personligheder og miljøer.

Klassen fik et oplæg om genren og begrebet på tavlen. Jeg havde samlet eksempler på korte historier og sætninger, der virker, fx Hemingways berømte: Til salg: babysko – aldrig brugt. Derefter gav jeg eksempler fx:

Hans var nervøs vs Hans kunne mærke, hvordan hjertet bankede hårdt bag brystet. Hans håndflader var svedige.

Ursula var meget glad fordi hendes far kom hjem. vs Ursula smilte over hele ansigtet, da hendes far trådte ind ad døren.

Herefter fik eleverne opgaverne:

A: Vælg et af følgende adjektiver og skriv en twitterhistorie, hvor en person er enten: Bange, forelsket, vred, deprimeret, glad, bitter, usikker, jaloux. Tweet din historie (klassens #hashtag)

B: Skriv en twitterhistorie efter eget valg, men husk show, don’t tell. Du kan evt. tage en kendt historie og koge den ned til 140 tegn. Tweet din historie (klassens #hashtag)

Eleverne var hurtige til at fange ideen, og de spyttede historier ud i stor stil. Ikke alle lige gode naturligvis, men der var mange gode imellem:

Han er alene hjemme. En kold gysen løber ned ad ryggen, da der kommer en banken fra skabet. Klokken er 12.00.

Duften af pebernødder og brunkager hang i luften, katten lå under træet, mor stod i køkkenet, da alle julekuglerne blev knust mod gulvet

Grim ælling kommer ud af skallen. De andre mobber den. En dag folder den vingerne ud

Jeg fandt, at Twitter, med sin indbyggede begrænsning på 140 tegn, faktisk hjalp eleven med at skære ind til benet – det er ganske enkelt umuligt at fortælle en historie på 140 tegn, hvis man starter med Der var engang…

Twitter, mundtlig eller skriftlig?

”Får vi karakterer for det?”, er et hyppigt stillet spørgsmål i 8. klasse, og mit svar er ofte: ”I får altid karakterer!”. Ikke at det er godt i sig selv, men det er et vilkår, at læreren skal bedømme elevernes faglige niveau. Det vi kan bedømme på, er det de lægger frem i klassesamtalen, test, afleveringer osv. Hos os er vi enige om, at Twitter er mundtlighed, man skal derfor ikke sidde og holde sig tilbage, fordi man ikke er sikker på, hvordan et ord staves, og Twitter indbyder på samme måde som sms-sproget til kreative stavemåder, så det er ikke grammatik og retstavning, der er i fokus her. Det betyder dog ikke, at mediet ikke kan bruges til at kigge på grammatik og skriftsprog, tværtimod: lad fx eleverne følge og analysere tweets fra kendte personer i engelsk- og tyskfaget – her er virkelig autentisk sprog i funktion.

Aktiv tilgang til netetik

En af hensigterne med projektet var, at få en mere aktiv tilgang til netetik, i første omgang for ikke helt at overlade eleverne til sig selv i forhold til at lære at færdes i de sociale mediers anarki. Jeg kan ikke sige, at eleverne i 8.b har undgået at ryge i uhensigtsmæssige situationer på de sociale medier i den tid vi har haft projektet kørende, desværre. Der har både været episoder, hvor en konflikt blev voldsomt optrappet ved at nogle elever lagde kompromitterende billeder af en klassekammerat ud i et chat-forum, og eksempler hvor drilleri er gået over stregen på Snapchat, men vi har via vores aktive brug af sociale medier i undervisningen, haft et sprog og en fælles forståelse at tale om vores færden på de sociale medier med, uden at skulle frem med den løftede pegefinger.

Inden jeg gik i gang med projektet, havde jeg en del overvejelser over om jeg selv skulle have en skoleprofil på Twitter og Facebook, eller jeg bare skulle være mig selv. På Facebook var det meget nemt, vi har en klasse-gruppe, og den er vi alle medlem af uden, at vi behøver at være venner med hinanden. På Twitter valgte jeg, at jeg i skolesammenhæng kvidrer som mig selv. Det har jeg gjort, fordi jeg ikke selv vil skrive noget på de sociale medier, som ikke kan tåle offentlighed. Dermed har jeg spillet mig selv på banen, og det står eleverne fuldstændig frit for, om de vil følge mig eller ej.

Jeg mener, at en af de største argumenter for at invitere de sociale medier ind i undervisningen netop er, at medierne er allestedsnærværende i kulturen, og derfor er de også nødt til være til stede i skolen, hvis ikke vi skal overlade eleverne helt til sig selv. Der er helt sikkert lukkede platforme, hvor det er lettere at kommunikere i undervisningen, men det bliver eleverne ikke bedre til at færdes på de sociale medier af.

Demokrati – alle kan bidrage, alle bestemmer

Opsamlingsvis kan jeg sige, at Twitter har leveret en positiv platform i forhold til især kommunikations- og fortolkningsopgaver i klassen, hvorimod det har været sværere at få hul igennem til ægte interaktion med det omkringliggende samfund. Twitter er nok at betegne som en voksenplatform, hvor 14 årige har svært ved at blive taget alvorlig, så her har jeg skullet bane vejen og kontakte ressourcepersoner for at aftale interaktion, hvilket ikke ligefrem kan siges at være helt autentisk kommunikation. Dog har jeg fundet, at eleverne sagtens kan bruge Twitters ”voksenmiljø” til at undersøge forskellige emner, fx har eleverne via Twitter undersøgt hvilke 3 emner, der er hotte i EU-debatten lige nu, og hvem bidragsyderne til debatten er i et emne om Danmark og EU i samfundsfag.

Gennem projektet her har vi gjort os nogle erfaringer, vi har prøvet forskellige ting af – noget er gået godt, noget er ikke lykkes så godt, men den vigtigste erfaring vi har gjort os, er, at vi både har set og brugt et socialt medie som en demokratisk arena, hvor alle kan komme til orde og ingen har den eneste sandhed.

Kilder:

Jesper Tække & Michael Paulsen: Oplæg på Danmarks læringsfestival 2014, Bryd den sociale arv med sociale medier

Jesper Tække & Michael Paulsen: Sociale medier i gymnasiet – Mellem forbud og ligegyldighed, UP 2013

 

Reklamer