Hul igennem

Så fik vi søsat projektet i 8.b. En del af eleverne havde allerede en Twitter-profil, og kendte mediet, men for nogen er det en ny platform. Det gjorde, at vi havde lidt begyndervanskeligheder i forhold til at få alle med, og ikke mindst, at finde hinandens tweet. Vi talte om det, at tweets jo er offentlige, dvs. man taler i et rum, hvor andre kan læse/tale med. Desværre havde læreren (mig) ikke helt styr på sin egen Twitter-konto, hvilket gjorde, at vi ikke lige kunne få twitter-strømmen op på tavlen. Vi havde også tweets der ikke kom igennem – de forsvandt simpelthen uden vi kunne finde dem frem igen selvom vi havde brugt de rigtige hashtags. Tweets der har med undervisningen at gøre har hashtaget #ls8b

Emnet vi arbejder med i dansk/kristendom er Søren Kierkegaard – nogenlunde ud fra materialet På kant med Kierkegaard. Eleverne tog godt imod forsøget – trods begyndervanskeligheder – og vi fik hul igennem for nogle af eleverne. Det tekniske fyldte meget (for meget) så strømmen stod lidt alene i dag. Forhåbentlig får vi mere aktivitet senere.

Skærmbillede 2014-08-12 kl. 15.58.42

Reklamer

Elevernes fritidskultur i spil

Langt størstedelen af de større børn og unge er i deres fritid tilstede på de sociale medier, hvor de kommunikerer, netværker, ”liker” og kommenterer på hinandens bidrag – kort sagt de prøver sig selv af og bliver klogere på sig selv og verden. Cyperspace bliver på den måde et naturligt rum i deres hverdag, hvor de gør sig en masse erfaringer. Nogle af de erfaringer og kompetencer som eleverne får gennem denne fritidskultur, er kompetencer som eleverne fint kan anvende i et læringsperspektiv i skolen. Derfor er tanken bag dette projekt, at få disse kompetencer i spil i den formaliserede undervisning i skolen, bl.a. gennem Twitter-samarbejde med elever andre steder i langet/verden, samarbejde omkring politik og samfund – fx kontakt med politikere – gennem Facebook eller Twitter. Vi tænker også, at klassens forældregruppe kan være en god ressource i forhold til deres erhverv eller interesser, og dem vil vi også gerne involvere i projektet ved at invitere dem med indenfor på de sociale platforme, vi arbejder på.

I første del af projektet vil fokus være at få eleverne gjort fortrolig med at anvende de sociale medier i interne relationer i skolen – ikke den tekniske side, den kender de allerede – men at vise og opdage veje, hvor disse kan anvendes i læring og undervisning.

Det kan fx være

  • en back channel med kommentarspor på Twitter, mens klassen ser en film (ideen her kommer fra smee-projektet i Skive).
  • et fortolkningsfællesskab på Facebook gennem læsning og analyse af novelle
  • en forforståelsesundersøgelse, hvor alle skal give deres korte svar på Twitter, inden en tekst læses/emne undersøges

Gennem projektet håber vi på, at vi kan være med til at give alle 28 elever en stemme i klassesammenhæng, så det ikke bare er de sædvanlige håndsoprækkere, der altid får lov at svare.